Trysil Uge 3 2021

 Trysil 2021 1
Om turen
Selvfølgelig er dagene fyldt med træning for børnene; men der er også stor fokus på det sociale i pauser og om aftenen, dedikeret tid til lektielæsning og generelt prøver vi at hygge så meget som overhovedet muligt.
Sjællandskredsmesterskaberne (SKM) er en af skiforbundets 3 årlige konkurrencer. Denne tur er særligt egnet til familier, da der er er relativt snesikkert og de fleste af de deltagende skiklubber har fokus på familier i denne uge. Skiklubberne samarbejder typisk omkring træningen, så der bliver optimale forhold for alle deltagere med træning på det niveau børnene er på samt i en aldersgruppe de passer ind i.
For de børn der får lyst til at prøve at køre i porte, vil det både være muligt at prøve dette i løbet af ugen samt deltage i konkurrencerne. Men dette er på ingen måde et krav - kun et tilbud.
 
Overnatning
Vi har booket hytter ved Bjørnebygrenda, der ligger op af den blå piste 13, så der bør være rigtigt gode muligheder for ski in/out direkte fra hytterne: https://www.skistar.com/da/onlinebooking/ophold/trysil/storsten-hytteomrade/bjornebygrenda/bjornebygrenda-tbg753d/
Det er også relativt simpelt at glide ned til Turistcenteret med deres nybegynderbakker for dem der ikke er så rutinerede på ski.
 
Hvor meget skal man som voksen være med?
Det er lidt op til den enkelte hvor meget man vil være med. De voksne plejer at køre på ski sammen, mens børnene har undervisning; men det er op til den enkelte, hvor meget man ønsker dette. Det vigtigste er bare at man sørger for at aflevere børnene ved liften når træningen starter, hjælpe ved frokosten mm.
Da lejlighederne ligger så tæt ved pisterne, kan man godt som voksen være med uden at stå på ski. Dette gør det f.eks. muligt at arbejde mens børnene træner.
 
Kan man tage med uden ens forældre?
Det vil også være muligt for børn at tage med uden ens egne forældre, enten sammen med en anden familie (aftales bare direkte med denne familie) eller for de lidt større børn helt alene. Vores anbefaling er at børnene skal være fyldt 11år for at være alene med på tur.
 
Krav til niveau for at kunne deltage
Til denne familie tur, er der ikke noget krav til kundskaber for at kunne deltage. Hvis man har helt nybegynderbørn med, skal man som forælder forvente at skulle hjælpe lidt i forbindelse med træningen.
 
Trysil 2021 2
Trysil 2021 3
Praktisk info
Priser
Priserne afhænger af antal tilmeldte, men følgende er max priser:
- Voksne 3.300,- for ophold og liftkort (Voksne uden liftkort: 1800,- )
- Ungdom (7-17 år) 3.000,- for ophold, liftkort, træning og startgebyr til konkurrencerne
- Børn (0-6 år) 1800,- for ophold, liftkort, træning og startgebyr til konkurrencerne
 
Transport
Vi kører i egne biler derop. De fleste tager færgen ved Helsingør og den lange køretur langs kysten til Oslo og derefter ind i landet mod Trysil.
Klubben har lavet standard takster for et sæde i en bil som p.t. er på 1.000,- for en retur, hvis man ikke selv kører derop. Det lykkes næsten altid at finde plads i en bil.
 
Udstyr
Det er en stor fordel at have eget skiudstyr med hjemmefra. Hvis I mangler noget så kontakt os lige,vi plejer at være gode til at finde gode tilbud, brugt udstyr mm. til en fornuftig pris.
Ang. hjelm, så er det anbefaling i storslalom konkurrencer, at disse er med ”faste” ører; men ikke et krav. Igen så kan vi skaffe dem til en fornuftig pris, eller evt. find en lånehjelm et sted.
 
Tilmelding
Foregår via dette link:
Husk at udfylde alle felter.
 
Forsikring
Som deltager på en tur arrangeret af Holte Skiklub, er man dækket af skiforbundets forsikring i samarbejde med Tryg: http://www.skiforbund.dk/forsikring-2/
Det anbefales at tegne en privat rejseforsikring, hvis der ønskes bedre dækning ved skade eller aflysning.
 
Afbud, covid-19 mm.
Senest 21 dage inden turen skal vi afgøre om vi deltager, hvis vi skal få returneret pengene for hytterne. Hvis tallene er på grænsen, vil vi tage kontakt til alle tilmeldte, og høre hvad de ønsker. Hvis alt ser godt ud, gennemfører vi turen. Hvis vi ikke kan tage af sted,aflyser vi selvfølgelig.
Hvis man selv bliver nødt til at aflyse, så vil man altid kunne få tilbagebetalt udgifter til liftkort (beløbet over de 1.800,- pr deltager).
 
De sidste detaljer
Alle ugeture med Holte Skiklub arrangeres som ture hvor regnskabet skal gå i nul. Derfor er vi meget sårbare, hvis folk melder fra i sidste øjeblik. Tilsvarende bedes I huske at planlægning mm. udføres af frivilligt arbejde, så vi kan ikke tilbyde samme detaljerede svar på jeres henvendelser som et rejsebureau kan. Vi forsøger selvfølgeligt at tilgodese alle ønsker og besvare alle spørgsmål; men det kan godt tage et par dage, før vi når at svare.
 
 
Holteski lysløjpecam:
 
 video
 ip-cam

 

Intersport Holte logo
Intersport Holte logo